Projekt

Flodbyen i Randers fremtidssikrer mod klimaforandringer og forhøjet vandstand i fjorden

Flodbyen Randers Brotoften Stormflod

Et helt unikt område i den midtjyske by Randers er lige nu under stor udvikling. På bredden af Gudenåen skal der i fremtiden bo omkring 8.000 mennesker i en helt ny bydel, hvor det snoede vandlandskab er et centralt samlingspunkt. Som rådgivere på projektet bringer NIRAS en lang række fagligheder i spil og bidrager blandt andet med klimasikringen af området.

24. november, 2023
  • Sektor: Byggeri
  • Lande: Danmark

Med Flodbyen har Randers Kommune igangsat et stort byudviklingsprojekt, der skal gøre byen attraktiv for fremtidens tilflyttere og samtidigt klimasikre byen. Gudenåens snoede landskab og den tætte beliggenhed til fjorden er nemlig ikke kun en naturskøn gave til byområdet men også en stor udfordring.  

Tværfaglighed skaber stor værdi i et komplekst byudviklingsprojekt 

”Vi har at gøre med en meget kompliceret byggegrund,” siger afdelingschef i NIRAS Flemming Kristensen og fortæller, at netop kompleksiteten gør det nødvendigt at inddrage en bred vifte af NIRAS-fagligheder, der alle går til opgaven med høj faglighed og forståelse for projektets bymæssige og kommercielle vilkår: 

”Flodbyen i Randers kræver, at vi inddrager kompetencer indenfor naturbeskyttelse, miljøplanlægning, støjundersøgelser, infrastruktur og meget mere.” 

Flodbyen Randers Nordhavnen Scenarie A Min

Heriblandt er den måske største udfordring at klimasikre området og gøre Randers rustet til at håndtere både forhøjet vandstand i fjorden og øgede mængder nedbør. Derfor har ekspertisechef Sara Bugge Ploug fra starten været tæt involveret i projektet.

Klimasikring af Randers midtby 

Randers midtby er truet af fremtidens vandstigninger og øgede mængder regnvand. Derfor er en afgørende del af udviklingen af Flodbyen at beskytte Randers mod oversvømmelse og sørge for at skabe håndteringsmuligheder, både når vandet i fjorden stiger og når der falder store mængder regn.  

Derfor har Sara Bugge Ploug været med til at udvikle Flodbyen helt fra de indledende faser, hvor hun har bidraget med løsninger til, hvordan området kan udvikles med bassiner og arealer, der kan tåle at blive oversvømmet. Løsningerne langs Gudenåen kræver en såkaldt klimabro, der med en sluse kan lukke i tilfælde af høj vandstand i fjorden og dermed opbevare vandet i det nordlige havnebassin: 

”Havnebassinet giver et sted til regnvandet, når der er forhøjet vandstand i fjorden,” forklarer Sara Bugge Ploug og fortæller, at regnvandet vil lukkes ud i fjorden, når vandstanden i fjorden igen tillader det.  

Arealudviklingsselskab står bag Flodbyen i Randers
Det er et tæt samarbejde mellem AP Ejendomme og Randers Kommune, der står bag de første etaper af Flodbyen i Randers. De to interessenter er nemlig gået sammen om et såkaldt arealudviklingsselskab, hvor AP Ejendomme ejer 51% mens Randers Kommune ejer de resterende 49%. En aftale der giver værdi for alle parter og sætter skub i udviklingen.

Flodbyen Randers Flodlejet Stormflod

Flodbyens placering nær Gudenåen betyder desuden, at der skal laves et såkaldt klimabånd på begge sider af åen, hvor Randers Kommune har valgt at sikre til kote 3 for at imødekomme prognoserne om øgede havvandsstigninger i fremtiden.  

Det nære forhold til vandet er altså en stor faglig udfordring for udviklingen af Flodbyen, men man har fra starten valgt at se positivt på det nære forhold til vandet, fortæller Sara Bugge Ploug:  

”Det har været meget vigtigt, at vores løsninger ikke skulle skærme menneskene fra vandet. Tværtimod ønsker Randers Kommune med Flodbyen at integrere vandet og se det som en aktiv spiller i byrummet.” 

I det første byggeområde, Brotoften, skal et dige beskytte området mod høj vandstand. På diget placeres boligerne på pæle. Den type konstruktion betyder nemlig, at det er muligt at åbne helt op til vandet og skabe et meget vandnært byrum, hvor man desuden skaber et område med deltanatur foran diget og understøtter biodiversiteten i området. Andre steder langs klimabåndet laves tilsvarende arealer, hvor diget skubbes så langt ind i landskabet, at det med fuldt overlæg oversvømmes ved højvande. Dermed skabes et naturskønt område i dagligdagen, der ved voldsomme vejrfænomener eller øget vandstand virker som klimasikring.  

Illustration: Flodbyen Randers, C.F. Møller Architects

Ny bydel bringer nyt liv  

Med Flodbyen i Randers omfavnes den stigende tendens til, at folk gerne vil bo bynært men naturskønt. Håbet er, at området vil tiltrække flere nye indbyggere til Randers. Derfor bygges der forskellige typer beboelse, så der både er attraktive boliger til børnefamilier samt til unge og ældre. Desuden er en af visionerne bag projektet, at bebyggelsen skal være fleksibel og kunne omdannes til andre funktioner over tid, når behovene forandrer sig.  

Flodbyen er et langvarigt udviklingsprojekt, som forventes at strække sig over de kommende 40-50 år. Derfor udvikles og bygges projektet i etaper. De første etaper, som er en del af arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S udvikles under navnene; Brotoften, Bolværksgrunden, Busterminalen, Nordhavnen og Toldbodgade-kvarteret. Randers Kommune har endnu ikke taget stilling til organiseringen af de arealer, som først overtages fra Randers Havn i 2036 (pieren og Sydhavnen). 

Flodbyen Randers Justesens Plaene Min

Vil du vide mere?

Flemming Kristian Kristensen

Flemming Kristian Kristensen

Afdelingschef

Aarhus, Denmark

+45 2761 8590

Sara Bugge Ploug

Sara Bugge Ploug

Ekspertise og Markedschef

Aalborg, Denmark

+45 6039 4184

Se også: